Hvilken fiskestang skal jeg vælge?

Kravene til en fiskestang afhænger i høj grad af hvad og hvor du vil fiske. Derfor giver jeg dig tre gode bud på en fiskestang til  kyst-, hav-, sø- og åfiskeri.

Denne guide til fiskestænger giver bud på den bedste fiskestang til mange forskellige slags fiskeri. Vi har dog også valgt at inkludere pris som et parametre, så vi altså giver bud på fiskestænger hvor forholdet mellem pris og kvalitet er den primære parametre, og et andet bud hvor kvalitet alene er det afgørende parameter.

Fiskestængerne jeg har udvalgt hører dig alle til i den dyrere klasse, og denne fiskestangsguide er derfor ikke tiltænkt nybegyndere. For der findes nemligt langt billigere stænger end dem jeg fremhæver her i artiklen, som man som nybegynder sagtens vil kunne nøjes med, og få en billig indgang til det danske lystfiskeri. Men vil du have noget godt kram, går du ikke galt i byen med mine udvalgte.

Forskellige slags fiskestænger

Vi kan groft sagt opdele fiskestænger i fem forskellige slags.

Spinnestang

En spinnestang er formentlig det mange forbinder med en fiskestang. Det er fiskestangen til dig der vil bruge din fiskestang til mange forskellige slags fiskeri. En spinnestang er helt simpelt en fiskestang der anvendes til at kaste dine endeagn ud, og hale den ind igen. Altså spinnefiskeri.

Spinnestænger kendetegnes ved deres kasteegenskaber, der er det afgørende i langt de fleste fiskeformer. Det er også spinnestænger denne artikel afdækker. Er du på udkig efter en af de andre slags fiskestænger, kan du klikke dig videre nedenunder.

Fluestang

En fluestang er en helt anden slags fiskestang end en spinnestang. Fluestangen er tynd, og man kaster også på en helt anden måde end med en spinnestang. Her er der ikke tale om tunge endeagn som blink eller prop, men det er derimod selve fluelinen der udgør kastevægten. Så er du på udkig efter en fiskestang, er det formentlig ikke en fluestang du leder efter.

Når man vælger fluestang, er kombinationen af line og stang essentielt, og er begge to lige vigtige faktorer i et godt kast.

Trollingstang

En fiskestang til trollingfiskeri skal være kraftig, og selve kastet er ikke afgørende eller vigtig. Når der trollingfiskes foregår det fra en båd, og man dumper simpelthen blinket i vandet, og lader båden gøre arbejdet som man ved spinnefiskeskeri ville lade stangen gøre – skabe afstand mellem stang og agn.

Pirkestang

Pirkefiskeri er et tungt fiskeri med pirke på flere hundrerede gram. En normal spinnestang ville knække hvis du brugte den til pirkefiskeri, og derfor anvender man mere kraftige pirkestænger til dette fiskeri.

En pirkestang er kraftig, og skal ikke kunne kaste agnen ud, men udelukkende kunne kontrollere de tunge agn og store fisk, når de hales lodret op gennem vandsøjlen.

Teleskopfiskestang/rejsefiskestang

Er du meget på farten, er en teleskopfiskestang sagen for dig. En teleskopfiskestang er egentlig en normal spinnestang, men den er konstrueret således at den nemt kan pakkes ned til ingenting at fylde. Det gør den perfekt til at have med på din rejse, hvor den nemt kan transporteres rundt.

Fiskehjul til kystfiskeri

Gode fiskestænger til kystfiskeri

Vi starter med de billige fiskestænger hvor der er et godt kvalitet/pris forhold. Dette er altså fiskestænger til dig der er ny indenfor kystfiskeri, og gerne vil finde ud af om det er noget for dig, med en fiskestang der fungerer fint, uden at være toppen af poppen.

Shimano Beastmaster
Shimano Alivio

Vi bevæger os nu til de bedre og dyrere fiskestænger. Det er nu du skal spidse øre hvis du fisker meget, og gerne vil have 20% ekstra i dit kast, og 30% ekstra i kasteoplevelsen ved vandet.

Tre super gode fiskestænger til kystfiskeri

Til spinnefiskeri på kysten efter arter som havørred, makrel eller torsk, kræves der en stang der kan håndtere forholdsvist tunge agn og store fisk. Som regel vil en spinnestang på 9 fod være det perfekte valg, men fisker du hovedsageligt med bombarda, kan du med fordel vælge en stang på 10 eller mere fod.

Til det helt traditionelle spinnefiskeri med blink på omkring 20 gram, anbefaler jeg disse to stænger.

Savage Gear Custom Costal Spin
Shimano Speedmaster CX
Fenwick Ironfeather

fiskehjul til havfiskeri

Fiskestang til havfiskeri

Havfiskeri er tungt fiskeri med tunge store kastepirke, jigs eller forfang der sætter store krav til din fiskestang. Til kastefiskeriet efter torsk med mindre kastepirke, store forfang til fladfisk eller tunge jigs, vil en af spinnestængerne ovenover ikke klare opgaven godt. Man vil ikke kunne kaste igennem, uden risiko for at stangen knækker.

I stedet skal vi kigge efter de mere kraftige stænger. Disse stænger har det tilfælles at de er kraftige og dermed ikke kaster så godt som de fleste spinnestænger. Hvad de mangler i kastelængde, har de til gengæld i robusthed, og de kan nemt håndtere de tunge pirke og forfang man typisk anvender til havfiskeri.

Westin W3 Powerlure
Savage Gear Black Savage Spin
Penn Regiment II Boat

>

Køb fiskestang online

Du kan måske nikke genkendende til udtryk som topaktion, carbon, fuji øjne, Fuji hjulholder, teleskop, spinnestang, tre-delt, to-delt og meget meget mere enten da du startede med at fiske, eller nu hvor du er på jagt efter din første fiskestang.

Og jeg skal da være den første til at indrømme, at det ikke er let at finde ud af hvad der er hvad. Derfor vil denne fiskestang guide tage afsæt i formodningen om at du er fem år, og ikke har ejet en fiskestang før, og guide dig til at vælge en fiskestang, der dækker lige præcis dine behov. Måske lærer jeg også en ting eller to undervejs

Find din fiskestang på en ny måde

Vil du gerne have konkrete forslag til den rigtige fiskestang til dine behov, skal du gå til shoppen, hvor du kan filtrere ud fra fiskested og fiskeart. Klik her for at komme til mine udvalgte fiskestænger.

Men allerførst vil jeg løfte sløret for hvad jeg selv fisker med.

Når jeg fisker på kysten efter havørred, anvender jeg enten Shimano Speedmaster eller en Fenwick Ironfeather. Hvilken en jeg vælger afhænger af hvad jeg skal fiske med. Er det med bombarda, kan jeg godt lide den mere stive aktion Ironfeatheren giver mig, men til alt ander, er Shimano Speedmaster på 9 fod med kastevægt på 9-21 gram min absolutte favorit.

I åen anvender jeg også Speedmasteren. Jeg synes Shimano Speedmaster på 9 fod egner sig perfekt til åen fordi den ingenting vejer, har en lækker blød aktion der gør at jeg kan kaste med helt små spinnere og så er længden bagved hjulet forholdsvist kort. Det gør det meget lettere at manøvrere stangen rundt om kroppen, og komme i perfekt position til mange af de bedste standpladser.

At vælge den rigtige fiskestang

Du kender garanteret udtrykket “du får, hvad du betaler for”, men vi ved også at der findes mange varer på markedet, der er alt for dyre i forhold til deres kvalitet – det gælder også for fiskestænger. Der findes billige fiskestænger, der knap nok er den tid det tager at bære dem ud af din bil værd, og der findes fiskestænger, der er så dyre, at de burde få fiskene til at springe op af vandet til dig.

Sammen med fiskehjulet er en fiskestang de to dyreste redskaber i en lystfiskers arsenal. Det er derfor heller ikke mærkeligt, at det er de to stykker fiskegrej, der er flest meninger om og holdninger til. Det medfører en masse forvirring, når du skal ud og vælge en fiskestang.

Du har måske spurgt dig selv ”hvorfor er denne fiskestang så dyr, hvad kan den, en billig fiskestang ikke kan?”, og svaret er ”ikke så meget”. Helt basalt kan de begge udføre det samme job. På samme måde kan en brødkniv også kan skrue en skrue i, men det betyder ikke, at det er det bedste redskab til jobbet.

Jeg mener først og fremmest at du skal vælge fiskestang ud fra hvor meget du forventer at bruge den. De dyreste fiskestænger er dem der står hjemme i hjørnet, og aldrig bliver brugt – uanset hvor billig den har været. På den anden side kan du købe en dyr fiskestang, men bruger du den hver eneste gang på dine mange fisketure, og er du virkelig glad for den – så er det penge godt givet ud. For der er forskel på kvaliteten af fiskestænger – her får du de fire mest udprægede forskelle.

  1. En god fiskestang vil ikke gøre dig til verdens bedste lystfisker med et trylleslag, men en dårlig fiskestang vil begrænse dig kraftig. En fiskestang er et værktøj, og en god håndværker går som bekendt aldrig ned på udstyr. En god fiskestang vil give dig bedre føling med hvad der sker for enden af fiskelinen. Du vil bedre kunne mærke forskel på om dit blink skraber over en tangplante, eller om en fisk napper forsigtigt, hvilket giver dig markant bedre chance for at fange fisken.
  2. En god fiskestang vil alt andet lige også give dig mere præcise kast. Noget der kan være afgørende i mange fiskesituationer. Dine kast vil også blive længere med en god fiskestang. Disse to faktorer, længde og præcision, er genstand for et af de vigtigste elementer ved fiskestangen. Fiskestangens aktion. For når du til vælger præcision, fravælger du samtidig længde og omvendt. Meget mere om det længere nede på siden.
  1. En god fiskestang vil veje mindre og samtidig holde længere, og det er netop balancen. Holdbar men samtidig håndterbar. Gary Loomis, manden bag G. Loomis fiskestængerne, har sagt ”Jeg kan sagtens bygge en fiskestang du ikke kan ødelægge, men du ville ikke have lyst til at fiske med den”. Og her adskiller de gode fiskestænger sig fra de mindre gode. De føles mere raffinerede uden at blive skrøbelige.
  1. En god fiskestang vil have gennemgået flere bearbejdningstrin. De fleste fiskestænger bliver i dag fremstillet i kulfiber (carbon), men der er stor forskel på kulfiberen og hvordan den er bearbejdet. Når man laver en god fiskestang i kulfiber, indgår der to processer. Én til at øge styrken, og én til at øge stivheden. Begge processer foregår ved at varme kulfiberen op til mere end 1600 grader, hvilket er en omkostelig affære. Men nogle fiskestænger har kun gennemgået stivningsprocessesen og har dermed lettere ved at knække. Derudover bliver kulfiberen mixet med et stof kaldet resin, der er væsentlig billigere end kulfiber. På de billige stænger vil kulfiber/resin forholdet være mindre, hvilket forringer fiskestangens kvalitet, da man er nødt til at anvende mere materiale for at gøre stangen holdbar.

Fiskestænger ABC

Fiskestænger fremstilles i dag hovedsageligt at kulfiber. Kulfiber er et utroligt stærkt materiale der gør stangen let samtidig med at den er stærk. På klingen, som kulfiberdelen af en fiskestang kaldes, sidder der en række “øjer” eller øjne der er små ringe linen løber igennem. Tommelfingerreglen er at jo flere øjne en fiskestang har, jo bedre følger linen stangens krumning under kast og fight, og jo bedre føling har du med endeavnen eller fisken.

I den ende af fiskestangen hvor hjulet fastspændes, sidder der to håndtag. Et foran og et bagved hjulet. Håndtagene er i dag ofte lavet af kork, der er både ser godt ud, men også vejer mindre og er meget holdbart. Imellem de to håndtaget sidder hjulholderen hvor fiskehjulet skrues fast. Og det er sådan set det.

Det er måden hvorpå klingen er konstrueret, øjnene er udformet og med hvilket materiale der gør forskellen på en god og en mindre god fiskestang.

Fiskestangens aktion

Noget af det vigtigste når det kommer til at vælge den rigtige fiskestang, er at vælge en med den rigtige aktion. Aktionen på fiskestangen er en afgørende faktor når du skal kaste.

Stænger med helaktion kaster længere end fiskestænger med halvaktion eller topaktion, da man udnytter hele klingen under kastet. Til gengæld kan en helaktions fiskestang være mere upræcis at kaste med under kortere kast, og derfor skal man vælge en fiskestang med topaktion eller halvaktion hvis præcision er afgørende.

På billedet er forskellen på de forskellige aktioner illustreret. På engelsk snakker man om hvor hurtig/langsom stangen er, men i Danmark er en langsom stang det vi kalder en fiskestang med helaktion, og en hurtig stang det vi kalder en topaktions fiskestang.

fiskestang aktion

Kilde: fix.com

Helt lavpraktisk vil en stang med topaktion være god til fiskeri steder hvor der ikke kræves lange kast, men præcisionen derimod er vigtig. Det gælder for Put and Take søer og ved åen. Helaktions fiskestænger er derimod det rigtige valg hvis længden på kastet er afgørende, som det f.eks er på kysten eller stranden. Der er dog også en anden faktor der er vigtig at have med i sine overvejelser når det kommer til valg af fiskestang, og det er kastevægten.

Kastevægt på din fiskestang

Kastevægten er angivet nederst på stangen lige over håndtaget, og er et forholdsvist stort interval angivet i gram. Den angivne kastevægt er producentens anbefalede vægt, og også den vægt hvor stangen kaster optimalt.

Det betyder dog ikke, at du ikke kan anvende fiskestangen til endeagn, der ikke falder i det angivne vægtinterval, men gør du det, skal du være forsigtig når du kaster, da du belaster fiskestangen til maksimum. Det betyder, at du skal kaste mere blidt uden at ”hamre” endeagnen afsted. Hvilken kastevægt din fiskestang skal have, afhænger 100% af hvad du skal fiske med.

Til kysten efter havørreder med blink eller kystwobler, vil du meget sjældent komme over agn på 30 gram. Jeg fisker som regel selv med blink omkring 20 gram, og synes det fungerer fint. Skal fiskestangen bruges til tungere fiskeri med små pirke der nemt rammer de 40 gram, skal kastevægten selvfølgelig være tilsvarende høj. På den anden side må du heller ikke tænke ”så vælger jeg da bare en fiskestang med kastevægt på op til 50 gram”, for det vil alt andet lige forringe din oplevelse og stangens præstation, når du fisker med lettere endeagn. Kig derfor altid efter hvad den anbefalede minimums kastevægt er angivet til, og vælg en stang der har tilpas lav kastevægt ift. vægten på din endeagn.

Fiskestangens længde

Længden på din fiskestang afhænger igen af hvad du skal bruge den til. I de fleste tilfælde vil en lang fiskestang være at foretrække. Det er fordi at du med en lang stang har bedre kontrol over krogede fiske, du, alt andet lige, kaster længere, og du hurtigere kan løfte line af vandet for at kroge fisken. En fiskestang kan dog også blive for lang, så den ikke er til at styre – det gælder specielt for nye lystfiskere.

Til fiskeri i put and take søen vil jeg anbefale en stang på 8 eller 9 fod. Med denne længde får du udemærket kontrol over fisken, og du kan kaste din agn forholdsvist lang. Derudover fungerer den fint både til medefiskeri og spinnefiskeri, og så vil den også være til at styre på pladser hvor pladsen er trang.

Til kysten efter havørreder skal din stang til fiskeri med blink enten være 9 eller 10 fod. Det giver dig gode lange kast, og god kontrol over fisken. Og da pladsen omkring dig ikke er noget du behøver at tænke på, gør det ikke noget at stangen er længere end til put and take søen.

Fisker du med bombardaflåd på kysten, skal din fiskestang være længere. Gerne 10 fod eller derover. Med så lang en fiskestang kan du lettere styre det lange forfang, og kaste uden det kommer faretruende tæt på dit hoved.

Til søfiskeri efter gedder anbefaler jeg, at du vælger samme stanglængde som til kystfiskeri efter havørred.

To, tre, firdelt eller teleskop?

I gamle dage var fiskestænger stort set altid to-delte. De todelte fiskestænger har dog den bagdel at midten af stangen, ofte er det sted den lades mest under kastet, ikke lades optimalt pga. samlingen. S

amlingen af fiskestangens dele er også det sted på stangen der har størst tendens til at knække, og så er det ikke optimalt at det er der den største belastning ligges. Bl.a. af disse årsag, er mange af de bedste fiskestænger i dag lavet i tre dele.

En fiskestang i flere dele har også den fordel, at de er lettere at transportere, da de fylder mindre. Du kan dermed altid have den liggende i bagagerummet på din bil, så du altid er klar til en hurtig fisketur.

Teleskop fiskestænger er mere sjældne, men de er bestemt smarte hvis pladsen er trang, eller du f.eks. skal fragte den med cykel eller knallert. Udvalget af teleskop fiskestænger er dog begrænset, så hvad du får i komfort ved fragt, mister du i fiskeegenskaber.

Øjer på fiskestangen

Øjerne er med til at fordele presset på fiskestangen når den spændes i kast og i fight af fisk. Jo flere øjer. jo bedre vil linen følge stangens krumning, og jo bedre føling har du med enden af linen. Flere øjer gør også at linen ikke berører den mere ru overflade på fiskestangen under kastet, og giver dig dermed længere kast.

Øjerne på en fiskestang består i dag af en metalring med en keramisk overflade. Det er specielt overfladen der afgør kvaliteten af et stangøje, og her er japanske Fuji uden sammenligning markedsledere.

Selvsamme Fuji var også virksomheden der italesatte og løste udfordringen det var at holde styr på linen fra det forlader spolen, til det rammer det første stangøje. Problemet var årsag til en væsentlig reduktion af kastelængden, da linen fløj ukontrolleret rundt, og mistede meget fart, når det skulle igennem det første stangøje.

Løsningen var at justere højden og positionen af det første stangøje ud fra vinklen på fiskehjulets spole. Det bliver alt sammen meget teknisk, men har du lyst til at nørde, finder du alle svar på denne lækre side.

Håndtaget

I dag fremstilles de fleste fiskestænger med korkhåndtag. Kork er et let materiale der samtidig ikke bliver koldt og ikke vædes hvis det blive vådt. Det gør det til et tæt på optimalt materiale til håndtag på en fiskestang.

Indenfor de seneste år er mange af de største og bedste stangproducenter begyndt at anvende et sort skumgummi agtigt kunstmateriale på fiskestængernes håndtag. Jeg skal være ærlig og indrømme at jeg ikke har nogle erfaringer med dette materiale, men at dømme efter den stigende udbredelse, skal man bestemt ikke afskrive fiskestænger med denne form for håndtag.

At man så af mere æstetiske årsager foretrækker en fiskestang med korkhåndtag er en helt anden snak.

Vedligeholdelse af en fiskestang

Fiskestænger udsættes for meget skidt, snavs, salt og sand og til tider frost, så det er klart at hvis man ikke behandler sin stang ordentligt, vil den med tiden miste sine kasteegenskaber og knække.

Det er specielt fiskestangens  samlinger og håndtag der hurtigt bærer præg af for lidt vedligeholdelse. På øjerne vil der hurtigt dannes rust, der med tiden mørner dem. Samlingerne suger skidt, snavs og salt til sig, og hvis du ikke skyller dem jævnligt, vil du opleve at de kan være svære at samle og skille ad igen.

Man bør derfor jævnligt vaske sine stænger. Jeg ved godt at man ikke gider at stå og skylle dem efter hver tur, men jeg stræber selv efter at gøre det to gange årligt, hvoraf den ene er efter årets sidste fisketur. Jeg plejer at anvende brun sæbe der både renser og smører samlinger og øjer.

Efter du har vasket dem, må du endelig ikke smide dem direkte tilbage i posen og lukke dem inde i stangrøret. Lad dem tørre fuldstændig inden du gør det. Ellers risikerer du at der danens fugt, hvilket vil mørne fiskestangens håndtag, og der dannes mug.

Sidst men ikke mindst bør du overveje at opbevare dine fiskestænger et tørt sted uden fare for frost.

Har denne artikel været nyttig, eller har du forslag til ændringer, vil vi meget gerne høre din mening.

Køber du dit fiskegrej hos lystfisk.dk støtter du fang-en-fisk.dk – Lystfisk har prisgaranti, så du er sikker på gode priser.


Fiskestang
4.8 4 votes
  • Show Comments(2)

  • Peter

    Fed guide, tak for den. Jeg synes din foretrukne speedmaster stang virker rigtig fornuftig – men hvilket hjul vil du anbefale til den stang og allround brug?

    Allround for mig er lidt kyst og sø herhjemme og i Sverige osv.

    På forhånd tak.

    Peter

    • Claus

      Hej Peter,

      Tak for rosen. Ja Speedmasteren er en fed stang, til langt det meste fiskeri herhjemme. Jeg selv har et Shimano Biomaster FB i str. 2500 jeg er rigtig glad for. Det er et rigtig fint all-round hjul der sammen med Speedmasteren klarer stort set alle mine fiskesituationer.

      Vh
      Claus

Skriv et svar

Close
preloader