Aborrefiskeri – fang aborre året rundt

Aborren er en af vores mest almindelige fisk herhjemme, og finder du en sø, kan du være ret sikker på, at der også er aborrer i søen. Jeg tror alle lystfiskere herhjemme på et eller andet tidspunkt, har stiftet bekendtskab med aborrefiskeri, og fisken har i dag en stor del af æren for at glæden ved lystfiskeri blev vakt hos mange. For mig er aborrefiskeri indbegrebet af sommer ved søen. Udstyret med en spinnestang og en spinner, har jeg affisket utallige meter af søer i min jagt på den stribede jæger. Når jeg var heldig at få en aborre på krogen, var jeg altid bange for at stikke mig på dens pigge, men som jeg senere har lært, er aborren ikke giftig.

Noget af det mest tiltalende ved aborrefiskeri, er at det er så utroligt tilgængelig, og kan lade sig gøre på stort set alle tænkelige måder. Det er nok også en af grundene til at aborren har været mange lystfiskeres indgangsvinkel til hvad der senere kan betegnes som en mani.

aborre

Aborren

  • Aborrens kendetegn er de røde finner, sorte striber og pigge på rygfinnen
  • Aborren er en rovfisk som lever i de fleste danske søer, åer og brakvandsområder.
  • Fisken stiller ikke de store krav til klarheden af søen, så længe den er iltholdig nok.
  • Fisken bliver typisk op mod 30 cm
  • Danmarksrekord på aborre lyder på 2.785 kg hvilket er fordelt på den gode side af 50 cm.
  • Aborren er nemmere at fange i godt vejr. Højtryk = godt aborre vejr.
  • Læs mere om aborrens mindstemål, biologi og andet nyttig viden.

Lufttryk

Det er velkendt at det er bedst at fiske efter aborrer, når der er højtryk over landet. Grunden til dette er at aborren naturligt, vha sin svømmeblære, har samme massefylde som vandet. Når lufttrykket enten stiger eller falder, vil aborren regulere trykket i sin svømmeblære ved enten at svømme højere eller lavere i vandsøjlen. Da en aborre naturligt opholder sig langs bunden, vil den under et lavtryk, være nødt til at søge imod søens dybere steder for at regulere trykket i svømmeblæren. Omvendt, hvis vi har et højtryk, vil aborren bevæge sig op i vandsøjlen, og imod lavere vand, og altså indenfor kasteafstand af os lystfiskere.

Vandtemperatur

Aborren er en koldvandsfisk. Den trives udmærket i vandtemperaturer omkring 3-5 grader.

Grejet

Aborrefiskeri stiller ikke det store krav til grejet. Da fisken kun sjælden bliver større end 30 cm, er det altså ikke kæmpefisk vi har med at gøre, så en helt almindelig fiskestang på alt fra 6-10 fod vil være anvendelig til at fange aborrer.

Aborre agn

Én af de bedste ting ved aborrefiskeri er at den kan fanges på så mange forskellige måder. Det betyder at alle kan være med – ung som gammel, tålmodig og utålmodig. Groft sagt kan aborrefiskeri deles op i to. Der findes spinnefiskeri efter aborrer, hvor man aktivt kaster til aborrens standpladser. På den anden side har vi medefiskeri efter aborren, hvor man kaster sin agn i vandet, og venter på at aborren finder den.

Aborre blink

Aborren kan fanges på blink. Blinkene må gerne have forholdsvis skrappe farver, og fiskes tæt ved bunden. Det er netop langs bunden at aborren som oftest opholder sig, og derfor kræver spinnefiskeri efter aborrer med blink, god føling med blinket. Lader man det synke for meget, hænger man fast i bunden, og risikerer at miste en del blink. Spinner man det for hurtigt ind, vil blinket fiske for højt i vandsøjlen, og chancen for at fange en aborre formindskes.

Fang-en-fisk anbefaler enten disse ABU Jazz eller den klassiske ABU Toby til aborrefiskeriet.

Aborrefiskeri med spinner

Spinnere er en af de absolut bedste og mest velkendte agn til aborrefiskeri. Spinnerens roterende blad har en nærmest magisk tiltrækningseffekt på aborren, og der findes nok ikke tal for, hvor mange aborrer, der har taget en spinner. Spinneren har den fordel at man præcis ved hvornår den fisker godt. Er linen stram, og kan du svagt fornemme en modstand når du spoler ind, ved du at spinnerens blad roterer, og spinneren fisker som den skal. Og det kan du bruge til at komme så tæt på bunden som muligt. Kast din spinner ud og lad den synke indtil den rammer bunden. Start nu indspinningen, og forsøg kun lige akkurat at spinne så hurtigt ind, at du mærker spinneren rotere i vandet. Hvis den rammer bunden, vil spinneren stoppe med at rotere, og du ved at du fisker for dybt. Når det sker, øger du blot hastigheden en smule, og spinneren vil dermed arbejde sig op i vandet. Du skal dog ikke øge hastigheden markant, da det jo netop er meningen, at spinneren skal fiske så tæt på bunden som muligt.

Aborre spinner aborrefiskeri

ABU Droppen er på mange måder den perfekte aborrespinner. Den kaster fortrinligt af en spinner, og den fisker dybt. Den kommer i masser af farver, så der er noget for enhver smag, og til enhver årstid. De seneste år har ABU udviklet denne geniale spinner med nye farvekombinationer, med et rødt øje på spinnerbladet. Du finder den opgraderede udgave af ABU Droppen her.

Flue

Fluefiskeri efter aborrer er de senere år blevet mere og mere populær. Det er specielt fluens evne til at fremprovokere hug igennem fjerenes livlige pulsering, der er fluens store fordel fremfor mange andre agn til aborrer. Fluefiskeri efter aborrer er dog ikke så lige til at gå til, så det er ikke et fiskeri der egner sig til nybegyndere generelt. Er man nybegynder inden for fluefiskeri, vil jeg mene at aborren er en glimrende fisk at øve sig på.

Modsat havørredfiskeri med flue, vil der når man fisker efter aborrer være kortere imellem succesoplevelserne, og det er altid rart når man kaster sig ud i noget nyt. Vil man prøve fluefiskeri efter aborrer kan det anbefales at fiske i en lavvandet sø, hvor man med en flydeline kan komme ned til aborren. Skal man til at have en synkende line, bliver fiskeriet sværere og mindre velegnet til nybegyndere.

Aborren vil kunne fanges på mange af de samme fluer du anvender i put and take søen. En aborre elsker nemlig de kradse farver. Prøv f.eks en af de røde eller gule fluer fra denne put and take kollektion

Aborrefiskeri med jig

Som nævnt opholder aborren sig ofte ved eller tæt på bunden. Derfor kan der heller ikke såes tvivl ved jiggens effektivitet når det kommer til aborrefiskeri. En jig er et gummiagn med et blyhoved og krog, som fiskes med små bumb henover bunden. Krogen vender opad, hvilket gør at den ikke så let sætter sig fast i bunden. Jigs fås i et utal af farver, og alt efter årstid og vejr kan man varierer farverne på jiggen.

aborre jig

Spro har lavet disse smarte jighaler med en flad bagende der giver en ekstra lokkende gang i vandet. Det bedste er dog stadig at de kun koster 10 kr ofr 10 styk.

En jig vejer i sig selv ingenting. Derfor anvender man jighoveder der udgør kastevægten og krogen. Til aborrefiskeri med mindre jigs op til 5 centimeter, anbefaler jeg disse blyfri jighoveder på 6 gram krogstørrelse 1 eller to.

 

Aborrefiskeri med levende agn – medefiskeri

Foretrækker du et mere afslappende fiskeri, eller har du børn med, vil det være oplagt at fiske efter aborrer med prop. Der er en del forskellige agn man kan anvende til medefiskeri, men rigget er det samme.

Når man medefisker efter aborrer gælder det om at fiske så tæt på bunden som muligt. Fiskedybden kan reguleres ved at skubbe flåddet/proppen op ad linen, alt efter hvor dybt der er hvor du fisker. Dybden kan du finde ved at prøve dig frem.

Start med at flytte dit synk helt ned til krogen. Vælg nu en bestemt afstand imellem prop og krog, og kast rigget ud. Ligger proppen sig fladt på overfladen, ligger dit synk på bunden, og du skal rykke mindske afstand imellem prop og krog. Sådan fortsætter du indtil proppen rejser sig når du har kastet ud. På den måde kan du aflæse dybden på din fiskeplads, og fiske præcis lige over bunden.

Aborre rig

Aborre rigget er meget simpelt. Mange startede med en ganske almindelig rød/hvid kork prop, men et flåd er at foretrække. Flåddet har nemmere ved at dykke under vandet, når aborren bidder. På den måde mærker fisken mindre modstand, og har sværere ved at gennemskue bedraget.

I alt sin enkelthed tager du et flåd, fører linen igennem, klemmer et splithagel fast under flåddet og et flådstop over, inden du binder en krog for enden af linen. Nu sidder flåddet fast, og så gælder det om at finde den rette afstand imellem krog og flåd ved at justere flådstoppet. Når den er fundet, efter ovennævnte metode, klemmer du splithagel på, så flåddet kun akkurat stikker op over vandet. Jo mindre du kan se af flåddet, jo nemmere har aborren ved at trække det under.

Da det er vigtigt at aborren ikke gennemskuer bedraget og spytter agnen hurtigt ud, skal dit flåd som sagt ikke være for stort. Størrelsen på flådet klassificeres ud fra bæreevene. Altså hvor meget vægt flåddet kan bære inden det går under vandet.

Aborre madding

Aborren kan fanges med mange forskellige maddinger. Jeg har fanget aborrer på en helt almindelig meldej og majs, men det er langt fra de bedste former for madding.

Aborrefiskeri med orm

Der findes dog næppe nogen der er bedre end en helt almindelig regnorm fra haven. Ormen vrider sig godt på krogen, og det er noget de færreste aborrer kan stå for. Det er formentlig disse bevægelser der gør ormen til en så god agn til aborre. Men ormen kan kun bevæge sig på krogen, hvis den sættes korrekt på krogen. Her gælder det om at lade en god tjavs af ormen hænge frit fra krogen.

aborre agn

Aborrefiskeri med rejer

En mindre kendt agn til aborrefiskeri er rejer. Det gode ved rejer er at de altid er lette at få fat på, og så fungerer det fint. Tag blot en pose frosne rejer i tasken, og rig dem på en ligge krog fisket under et flåd, og aborren vil snuse sig frem til den. Om rejernes lyserøde farve også lokker aborren kan bestemt ikke udelukkes, men en ting er sikkert, og det er at rejer til aborrefiskeri er en fantastisk og overset agn. Noget af det gode ved rejer, er også at de resulterer i færre fejlhug, da aborren let kan tage hele rejen i munden modsat en orm.

Aborre sæson

Aborren kan som udgangspunkt fanges året rundt. Det meste aborrefiskeri foregår dog om sommeren, hvor de lyse sommeraftner er perfekte lejligheder til at tilbringe en aften ved søen. Om vinteren er isen ofte en udfordring for mange lystfiskere, men her giver aborren mulighed for at prøve det sjove isfiskeri.

Aborre om vinteren

Om vinteren opholder aborren sig som oftest på søens dybe steder. Her er vandet en smule varmere, og nogle gange er det også det eneste sted der ikke er tilfrosset. Er du så “heldig” at vi har haft en hård vinter, og at søen er åbnet for isfiskeri, venter der dig en fantastisk oplevelse. I stedet for at jeg beskriver isfiskeri igen, vil jeg foreslå at du hopper over på min side specielt om isfiskeri. Der finder du alt du behøver at vide om denne specielle fiskeform.

Aborrefiskeri forår

Dagene bliver længere og varmen sætter gang i livet i søen. Det er noget der får aborrerne på finnerne. Det er nu at aborrefiskeriet for alvor starter. I foråret står aborren stadig forholdsvis dybt i søen. Det er dog ikke noget en lun solskinsdag, ikke kan lave om på. Højtrykket vi har over landet, i forbindelse med solskinsvejr, gør, at aborrerne trækker mod lavere vand, hvor der er føde for dem. Appetitten er derfor i top, og det er dine chancer for at fange dem også. Du skal dog være opmærksom på at aborren gyder i april, så her kan det være en god ide at slippe dem fri igen. Aborren er ikke omfattet af nogen reel fredning, men det anses alligevel som god skik at slippe fiskene fri igen, indtil de har gydet. Gydningen foregår helt inde på det lave vand, så i foråret kan man komme i kontakt med de helt store og gydeklare aborrer.

Aborrefiskeri om sommeren

Sommeren er den absolutte højsæson for aborrefiskeri. Kombineret med et solidt højtryk, kan fiskeriet være eksplosivt, med masser af store fede aborrer på land. Gydningen er veloverstået, og fiskene foskuserer nu igen på at få fyldt maverne. Gydningen har samtidig gjort, at de er meget sultne. Det er derfor også i sommermånederne, man har størst chance for at opleve såkaldt “mågesjov”, hvor aborrerne jager små skaller i overfladen. Har vi en varm sommer, kan det betyde at søen kommer til at lide under iltmangel. Under sådanne forhold skal dit aborrefiskeri koncentreres om søens skrænter. Det varme vand i søerne gør også vandet uklart. Derfor kan det være en god ide at fiske med skrappe farver om sommeren. Også spinnere har sin fordel i det uklare vand om sommeren, da de sender masser af vibrationer ud i vandet, som aborren reagerer på.

Efterår

Om efteråret bevæger aborren sig imod dybere vand. Det sker ofte fordi at lavtrykkene vælter ind over landet, med regn og rusk i kølvandet. Det er jo som bekendt ikke noget aborren kan lide. Det betyder at fisken bevæger sig mod dybere vand og søens skrænter. Her står aborren ofte i stimer, så man kan være heldig at få masser af gode og fede aborrer med hjem. Er man heldig, kan man i efteråret også opleve mågesjov. Her er det dog ikke skaller, men smelt, aborren jager.

mågesjov

Mågesjov

Mågesjov er et fænomen inden for aborrefiskeri, hvor måger i stort antal dykker ned mod overfladen. Det gør de for at fange småfisk som aborren presser imod overfladen. Derfor kan man sætte lighedstegn imellem mågesjov og masser af aborrer. Selvom jeg ofte har hørt om mågesjov, og har hørt beretninger om hvor fantastisk aborrefiskeri det indebringer, har jeg aldrig selv oplevet det. Jeg ved ikke om det er en skrøne, men mågesjov er ikke noget man skal forvente på enhver fisketur.

Aborrefiskeri tips

  • Fisk gerne tidligt morgen eller sen aften om sommeren. Det er her aborren er mest aktiv.
  • Hold øje med mågerne. Mågesjov er lig med aborrer.
  • Aborren kan lide koldt vand. Derfor vil der, om sommeren, være bedre chancer når et kildetilløb eller lignende.
  • Skrænter er et oplagt sted til aborrefiskeri året rundt. Find et kort over søen, eller forhør dig ved en lokal om dybdekurver.

 

Aborre tilberedning

Lad det være sagt. Aborren er en fantastisk spisefisk. Ikke mange ser aborren som en spisefisk, hvilket vel til dels er pga. dens relativt lille størrelse. Der skal altså et par aborrer til at stille sulten. Men lad det ikke blive dig en hindring, for du vil blive rigt belønnet, når aborrerne er tilberedt. De kan enten fileteres og steges på skindsiden. Du kan også bage dem hele i ovnen med krydderurter og smør i bugen. Aborren egner sig også fantastisk til at blive tilberedt over bål. Enten på en rist, eller med en pind stukket igennem munden og omviklet med en våd snor langs kroppen.

Har denne artikel været nyttig, eller har du forslag til ændringer, vil vi blive galde hvis du brugte et øjeblik på at give din feedback.

Fiskegrej til aborrer fremhævet i denne artikel

ABU Jazz
ABU Toby
ABU Droppen
Opgraderet udgave af ABU Droppen
Aborrefluer
Spro jighaler
Blyfri jighoveder
Flådstop

Køber du dit fiskegrej hos lystfisk.dk støtter du fang-en-fisk.dk – Lystfisk har prisgaranti, så du er sikker på gode priser.


Aborrefiskeri – fang aborre året rundt
5 2 votes

Skriv et svar

  1. Hej – Tak for et inspirerende site !

    Jeg har en kommentar til beskrivelsen af aborrefiskeri.
    1) Det forekommer mig at ordene er fisket fra gamle beskrivelser; fx fra ‘Jeg er lystfisker’ (Politiken 196).
    2) Hvilket ikke bringer mig i kog – da det stort set stemmer overens med mine egne erfaringer.
    3) Men når du begrunder erfaringerne med ugebladssnak om aborrens svømmeblære og dennes funktion – så er du langt på den anden side af gamle Lars Tyndskids Mark.
    4) Prøv at checke nyere viden om svømmeblærens funktion, fx på Google Scolar.

    Men – never the less – tak for sitet

    Mh Chr